Af: Redaktionen, 02. oktober 2020

Sådan gemmer du din solcreme til næste ferie

Ferien er slut. Måske har du allerede gemt baderingen og bikinien væk. Men hvad med solcremen? Her er fem ting, du skal holde øje med, hvis du ønsker at gemme solcremen til næste ferie.

1. UV-filteret har begrænset holdbarhed

En solcreme består enten af kemisk eller fysisk filter. Det fysiske filter er dannet af metaloxid og lægger sig som et skjold på huden, der reflekterer og spreder UV strålingen fra hudens overflade. Det kemiske filter ligner melanin, som er et kemisk pigment, der findes i hud og hår. Det er kroppens eget forsvar mod Uv-stråling. Oftest findes begge slags filtre i en solcreme. Når solcremen udløber, er det ikke længere sikkert at filtrene virker længere, og du kan risikere en forbrænding.Læg din solcreme et sted med en middeltemperatur

Din solcreme er ligesom dig. Den har det ikke godt i ekstreme temperaturer. Lægger du en solcreme et varmt sted, er det ikke sikkert, at den holder til næste år. Det samme gælder, hvis du opbevarer solcremen i skuret i vinterfrost eller i køleskabet. De kolde temperaturer reducerer effekten kraftigt, fordi fedtet og vandet i cremen skiller sig fra hinanden.

2. Vær opmærksom på cremens konsistens

Når solcremen ændrer konsistens, duft eller farve, kan det være tegn på, at den har mistet sin virkning. Er du i tvivl om cremens virkning, bør du kassere den i stedet for at risikere en forbrænding.

3. Holdbarhedsdatoer varierer

Du kan se på flasken eller tuben, hvor lang levetid cremen har. Kig efter den lille krukke eller timeglasset, der viser, hvor mange måneder produktet kan holde i åben tilstand. Hvis solcremen er uåbnet, og du først åbner den efter udløbsdatoen, kan du ikke være sikker på, at den virker.  Vær derfor forsigtig, hvis du er i sommerhus og finder en uåbnet creme.

Er solcremen mærket med både krukke og timeglassymbol, skal du kigge efter mindsteholdbarhedsdatoen. Den kan du se, hvis sætningen ”Bør anvendes inden udgangen af…” står trykt. Mindsteholdbarhedsdatoen er din absolutte deadline for, hvornår cremen stopper med at virke.

Et godt råd er at skrive datoen på flasken eller tuben, så du ved præcis hvornår du har åbnet solcremen.

4. Hvis uheldet alligevel er ude

Er du kommet til at sole dig i for gammel solcreme, og er du blevet forbrændt, vil du oftest først mærke det et par timer efter. Smid straks den gamle solcreme ud og køb en ny. Afkøl din hud med koldt vand og brug aftersun på de forbrændte områder.

Hvis du er i tvivl, om din solcreme kan holde sig, eller hvordan du skal opbevare den, kan du altid forhøre dig på dit lokale apotek. Du kan også finde et udvalg af solcremer her.

 

Kilder: taenk.dk, nekdoktor.dk, magasinethelse.dk og Miljø – og fødevareministeriet