Af: Kristine Buske, 10. september 2020

Din hud er kroppens vigtigste forsvar – sådan holder du den sund

Huden er kroppens største organ, der fungerer som et skjold mod udefrakommende trusler. Her er gode råd til, hvordan du beskytter din hud og holder den sund og klar til kamp. 

Når bakterier står klar til at angribe din krop, eller kemikalier og andre fremmedstoffer vil skade dig, så er det din hud, der sørger for at holde dem væk. Men er huden ikke intakt, bliver den tør, eller udvikler den eksem eller andre former for hudsygdom, så er det tegn på, at kroppens skjold er svækket.

Derfor er det vigtigt, at du holder din hud blød, sund og smidig.

Hvorfor bliver huden tør?

Tør hud er meget almindeligt, og der er flere faktorer, der er spiller ind. For nogle ser det ud til at være arveligt. Så har du for eksempel forældre eller søskende med tendens til tør hud, er du også i risiko for at få tør hud selv.

Men vejret spiller også en rolle. Luftfugtigheden falder om vinteren – både inden døre og uden døre og kombineret med blæst og kulde udenfor og centralvarme indenfor har din hud øget tendens til at tørre ud. De skiftende temperaturer inde og ude forstærker udtørringen.

Huden bliver også mere tør med alderen, hvor den bliver tyndere, mindre elastisk, får nedsat vandindhold og producerer mindre fedt. Her er det særligt vigtigt at få godt med væske og tilføre huden fedtholdige cremer.

Derudover har overdreven brug af vand, sæbe og kemikalier på huden samt for store mængder sol også stor betydning for, om din hud tørrer ud. Spørg gerne om vejledning på apoteket.

Har du sygdom i huden?

Børneeksem, psoriasis, hudsvamp, acne, rosacea, hudallergi. Der findes mange former for hudsygdomme, som kan have forskellige årsager. Hvis du har mistanke om sygdom i huden, skal du altid kontakte din læge.

Har du fået konstateret en hudsygdom, bør du altid have den for øje, når du vælger hudplejeprodukter.

Hvilken hudpleje, bør du vælge?

Der findes et hav af hudplejeprodukter både til ansigtet og kroppen, og det kan være svært at vælge. Det afhænger både af din huds tilstand, din hudtype; normal, kombineret eller sensitiv hud og vind og vejr.

Som hovedregel er der brug for mere fedtstof, jo mere tør huden er. Lotions indeholder mindst fedtstof og er velegnet til normal til let tør hud, cremer indeholder mere fedtstof, fedtcremer endnu mere, mens salver er de mest fedtmættede produkter. Har du meget tør hud, eksem eller andre hudsygdomme vil en fedtcreme ofte være det mest optimale. Det kan variere rundt på kroppen, hvilke hudplejeprodukter du har brug for.

Du kan altid forhøre dig på dit lokale apotek, der guider dig til at finde det hudplejeprodukt, der er bedst egnet til netop din hud. De hjælper også, hvis du for eksempel har en hudsygdom. Du finder et udvalg af apotekets produkter her.

Sådan passer du på din hud

  1. Plej din hud dagligt med produkter, der er velegnet til netop din hud. Huden i ansigtet skal gerne plejes både morgen og aften.
  2. Undgå lange, varme bade flere gange om dagen. Tag i stedet korte, kølige bade max en gang dagligt, og husk at spare på sæben. Men sørg selvfølgelig stadig for at få huden ren. Dup bagefter huden tør i stedet for at gnide håndklædet mod huden.
  3. Hold igen med overdreven håndvask. Har du et arbejde med øget behov for rengøring af hænderne, kan du i nogle tilfælde erstatte håndvasken med desinficerende gel – gerne med glycerin.
  4. Undgå tøj af materialer, der kan udløse kløe – især hvis du har sensitiv hud. Det kan være uld direkte på kroppen eller visse kunststoffer.
  5. Drop produkter, som giver dig kløe og irriteret hud.
  6. Nyd solen i små doser. Husk solcreme og sørg for et tykt nok lag.
  7. Drik 1-1.5 liter vand om dagen. Din hud har brug for godt med væske for at forblive elastisk og intakt.
  8. Luft ud dagligt og skru ned for varmen.

 

Kilder: apoteket.dk og netdoktor.dk