Af: Pia Smith Baun , 24. september 2020

5 gode råd til din egen hjemmespa

Den travle hverdag er begyndt igen efter sommerferien. Ofte betyder det desværre, at vi kan komme til at glemme os selv. Men det kan være en god idé en gang imellem at trække stikket og skabe velvære – det kan du eksempelvis gøre med en hjemmespa. Vi giver dig fem gode ideer til at komme godt fra start.

1) Lidt til sindet

Hjemmespa handler ikke kun om blød hud. Når du skaber kvalitetstid for dig selv og sætter tempoet ned, handler det også om mentalt velvære. Derfor er det vigtigt, at du har et afslappet mindset og ikke føler, at du skal stresse dig igennem en masse produkter. Undgå at have en bagkant og brug den tid, der er nødvendig for, at du også kan nyde det undervejs.

Omgivelserne kan også hjælpe det afslappede mindset på vej. Tænd lidt hyggelys. Vælg et rum, hvor du kan sidde helt afslappet. Tænd for lidt rolig underlægningsmusik, og tag nogle dybe indåndinger. Du kan eventuelt bruge aromaterapi med eksempelvis duftlys eller røgelsespinde til at stimulere krop og sind endnu mere.

2) Lidt til fødderne

Vi udsætter vores fødder for meget. Det er dem, der bærer os hver dag. Derfor er de uundgåelige på listen over de dele af kroppen, der har brug for lidt ekstra opmærksomhed og wellness. Du kan eksempelvis forkæle dine fødder med et dejligt fodbad. Sørg for, at vandet er varmt – men uden at skolde dine fødder. Det varme vand gør fødderne mere modtagelige overfor pleje. Brug gerne en fodbadesalt til de ømme og trætte fødder. Herefter kan du bruge en fodscrub, fodcreme eller andre produkter alt efter, hvad dine fødder har behov for.

På apoteket finder du både fodcremer og badesalt samt produkter til at behandle problemer som hård hud, sprækker, ligtorne og vorter.

Til sidst kan du slutte af med at shine de friske fødder op med neglelak.

3) Lidt til ansigtet

Glem ikke ansigtet, som hver dag udsættes for luftforureninger og måske et lag make-up. Et velplejet ansigt kræver nemlig mere end bare en dagcreme en gang imellem. Nogle gange kan det være en god idé at give det et ordentlig boost af fugt, der trænger godt ind i huden.

Start med at rense huden helt. Du kan for eksempel give ansigtet en mild peeling. Herefter finder du en ansigtsmaske, som passer til netop din hud. Er huden eksempelvis fedtet eller sensitiv, skal du vælge en maske efter det. Slut af med en tonic for at lukke porerne igen og brug en god ansigtscreme for at give det sidste boost af fugt til huden.

Er du i tvivl om hvilke produkter, der passer til netop dig, så guider apoteket dig gerne på vej. Du kan også finde det store udvalg af produkter til ansigtet her.

4) Lidt til den ømme krop

En hjemmespa-dag kan også inkludere massage. Massage er en god måde at løsne op for de muskelspændinger, der måske påvirker din hverdag negativt. Det kræver selvfølgelig at du har en i nærheden, som kan give dig massage, så du selv kan slappe helt af i musklerne, mens der masseres.

Du kan med fordel bruge olie og muskelvarmende cremer for at få den bedste oplevelse. Olier er med til at blødgøre huden og nedsætter friktion, så du ikke ender med at blive helt rød. Det gør også massagen langt mere behagelig. Muskelvarmende creme kan du bruge for at lindre ømme muskler og smerter omkring led.

Find olier og muskelvarmende cremer her.

5) Lidt til maven

Du forbinder det måske ikke med hjemmespa, men faktisk har din mave også brug for forkælelse. Lav en lækker smoothie med eksempelvis banan, forskellige bær og juice. Du kan også finde opskrifter på nettet på smoothies og juicer, som kan hjælpe på mange forskellige ting. Huden, tarmfloraen, håret og så videre.

Maven kan også bane vej til kroppens velvære på andre måder. Nemlig gennem kosttilskud. Er der nogle vitaminer, mineraler eller andet, som du ikke får nok af i hverdagen? Find inspiration her eller spørg det kyndige personale på apoteket.