Af: Redaktionen, 04. oktober 2019

Giv madpakken en kærlig hånd

Til hverdag kan det være noget af en udfordring at gøre madpakken spændende. Brug efterårsferien til at lege lidt med nye ideer. Og tag den opgraderede madpakke med på en tur i skoven, som netop nu står i skønne, gyldne efterårsfarver. Her får du nogle tip:

 

Lav små overraskelser til dine børn

Det er nemt med et hårdkogt æg i madpakken. Skriv evt. en kærlig hilsen på æggeskallen eller tegn en tegning, der bringer et smil frem.

Små spyd med f.eks. peberfrugt, agurk, cherrytomater og oliven er sjove, indbydende og lige til at sætte tænderne i.

Du kan gøre de traditionelle rugbrødsmadder mere spændende ved f.eks. at pynte med rødbeder eller agurker formet som hjerter, stjerner eller blomster. Pak evt. pynten ind for sig selv, så maden ikke bliver ”våd”. Alternativt kan du lade pynten dryppe af på et stykke køkkenrulle, inden du lægger den på maden.

Stik rugbrødet ud med små kageforme.

 

Tips

Spørg dit barn, hvad han/hun kunne tænke sig at spise, og inviter dem med til at lave madpakken.

Hvis du har bagt boller, så skær dem igennem, inden du fryser dem ned. På den måde kan du smøre bollerne frosne og dermed holde madpakken kold.

Lav evt. flere små pakker med mad, så dit barn ikke behøver have hele madpakken frem, hver gang han/hun er sulten. Ofte er der også behov for mad til mellemmåltider eller eftermiddagsmad.

Ofte gider større børn ikke have rugbrødsmadder med i madpakken – men vil måske gerne have sandwich, burgerboller og lignende med. Vælg en variant med Fuldkornsmærket og/eller Nøglehulsmærket. Suppler evt. med smurt rugbrød, der står klar i køleskabet, når den dit barn kommer hjem fra skole.

 

Kilde: Diabetesforeningen

 

Find vitaminer til børn her.